Navn:
Anita Schmidt

Alder:
42 år

Buetype:
Compoundbue: Mathews TRX 34 – 46# 24,5”

Pile:
Easton Avance, Bjorn Dragonfligt faner, Easton G – pinnocks

Klub:
Bueklubben CIF
Trelde Næs Bueskydning (B-Medlem)

Hvorlænge har du skudt med bue:
Jeg startede i efteråret 2018 efter en ferie i Kroatien, hvor vi havde prøvet at skyde med bue, på toppen af et slot ved en Game of Thrones location 

Har du skudt med andre buetyper end din nuværende: 
Jeg startede med at skyde barbue og var egentlig ret sikker på at det var det jeg skulle. Indtil jeg til et 3D stævne havde gået i patrulje med en tysk kvinde som var Buejæger –  og der fik jeg øjnene op for compoundbuen. Efter at have prøvet en compoundbue i klubben var jeg solgt. Skød herefter i buejæger klassen indtil sidste sæson hvor jeg skiftede til den åbne compound klasse.

Hvad er dit bedste resultat:
Når jeg selv er tilfreds med min skydning

Har du en/flere sponsorer og hvis ja hvem? 
Niksen

Hvorfor skyder du med bue, f.eks i stedet for at spille fodbold, spille dart eller gå til gymnastik:
Fordi jeg har et virkelig dårligt boldøje og kan intet ramme med en bold – men det kan jeg ned en bue. Har tidligere redet, gået og cyklet meget, hvilket er en helt igennem skøn måde at komme ud i naturen på. 

Men det at gå ude i skoven med buen på en 3D bane er ren terapi. Man kommer tæt på naturen. Får set blomsterne, fuglene og hvis man er heldig nogle af skoven s dyr. Samtidig med at man er sammen med ligesindede som deler samme passion for bueskydning som en selv. Så også det socialaspekt får man med. Det er ren win win..Elsker det! 

Det er fantastisk at komme til et mål og tænke ”shit, den rammer jeg aldrig..” hvorefter at tingene så går op i en højere enhed med skuddet, processen og afstandsvurderingen – vupti så sidder pilen i dyret. 

Hvad er din forventning til turen til VM i 3D i Østrig?
Jeg er slet ikke nær så god en skytte som nogle af de andre skytter der skal med til Østrig så jeg håber blot på at få en fantastisk oplevelse i naturen, på banerne og sammen med de andre danske skytter. Da det er mit første store internationale stævne, glæder jeg mig til at få et mindeværdig stævne med nogle fede og flotte mål i en skøn kulisse.

Hvordan forbereder du dig fysisk og mentalt?
At komme så meget ud på 3D banerne og til 3D stævnerne så muligt. Så jeg kan træne især min afstandsbedømmelse som ikke altid sidder lige i skabet. Mentalt øver jeg mig i selve skuddet og at være til stede i núet og lukke andet ”støj” ude.

Har du et godt råd til andre skytter, som ikke har været til stævne endnu
Kast dig ud i det – alle har været nye engang og de fleste erfarne skytter vil gerne hjælpe med at give nye skytter en god første gang til stævner.

 

 

.